Forsker: Husk den politiske dagsorden, når naturen debatteres

Man skal være ekstra opmærksom på folks dagsorden, når større offentlige anlægsprojekter debatteres. Især når naturen bliver bragt i spil, siger forsker.

Af Julie Toft og Anders Stubbe

Der opleves ofte en stigende interesse for naturen i forbindelse med større infrastrukturprojekter, mener Bettina Nygaard, der er seniorrådgiver hos Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

“Jeg tror, det er vigtigt at holde øje med, hvad folks dagsorden er. Rigtig mange husejere bliver meget naturbevidste, når de indser, at ved at kæmpe for naturen kan de beskytte egne interesser som husejere,” fortæller Bettina Nygaard.

I stedet for at klage over en forringet udsigt fra ens hjem eller et fald i husets værdi, bliver naturen et slags værktøj, der kan skrues på i debatten, fordi ødelæggelse af værdifuld natur, kan være et mere validt budskab i en debat, ifølge Bettina Nygaard.

Alle kneb gælder

En af togbroens helt store modstandere, folketingspolitikeren Christoffer Melson (V), synes, det er nødvendigt at fremhæve hver detalje for at råbe beslutningstagerne op. Han har selv været flittig bruger af argumentet om, at togbroen vil ødelægge områdets værdifulde natur, hvilket er stik i mod resultatet af projektets miljøvurdering.

“Hvis jeg føler, at et projekt er tilpas dårligt, så fremfører jeg selvfølgelig alle de argumenter, der har størst mulighed for at forpurre projektet,” siger Christoffer Melson og understreger, at han ikke mener, han har sagt noget faktuelt forkert i debatten.

Formand for Danmarks Naturfredningsforening i Vejle, Uffe Rømer, mener, at det er vigtigt være opmærksom på agendaen bag udtalelser, der kommer fra lokal- og landspolitikerne, der er imod togbroen. Ifølge ham er der ofte andre interesser gemt bag politikernes bekymring for naturen.

Hvis bekymringerne for naturen kan være med til at gøre en forskel i kampen om broen, synes Christoffer Melson, at de skal fremhæves i debatten.

“Det hele tæller med, når vi tager den slags beslutninger. Sådan er politik,” siger han.