Togbro vil medføre markant færre støjbelastede boliger

Faldet i antal støjbelastede helårsboliger er en hidtil uset fordel ved togbroen.
FOTO: Julie Toft-Nielsen

Hvis der bygges en togbro over Vejle Fjord, vil mange vejlensere kunne vinke farvel til støj fra jernbanen. Omvendt vil flere mennesker generes af støj, hvis man bygger en tunnel.

Af Julie Toft og Anders Stubbe

Faldet i antal støjbelastede helårsboliger er en hidtil uset fordel ved togbroen. Det fremgår af tal fra Vejdirektoratets VVM-redegørelse fra 2016 .

Modstanden mod en togbro over Vejle Fjord har ellers været stor, siden projektet for første gang blev præsenteret som en del af den politiske aftale ‘Togfonden’ i 2013. 

Som det er nu, er 1328 helårsboliger i det pågældende område maksimalt belastet af støj. Bygges der en togbro, vil det tal formindskes med over 1000 boliger. Det gælder for alle de tre broforslag, der er blevet udarbejdet af Vejdirektoratet.

Det store fald skyldes primært, at godstog vil køre over den nye bro i stedet for at køre gennem Vejle by. Støjen vil dermed ledes væk fra borgerne i de tætbeboede områder langs togstrækningen inde i byen.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, er lodret modstander af en ny togbro over Vejle Fjord. Dog kan han se noget positivt ved den lavere støjbelastning.

“At godstogene ikke skulle køre igennem byen er det eneste ved togbroen, jeg kan se noget positivt i. Det kunne der være muligheder i,” siger han. De positive tal rokker dog ikke på borgmesterens holdning, da togbroen ifølge ham er en forkert og alt for dyr løsning. 

Tunnel vil forstærke støjbelastningen

På forhandlingsbordet kan man også finde et forslag til en tunnel. De visuelle påvirkninger på landskabet ville være betydeligt mindre, og tunnelen er kun omtrent 250 mio. kr. dyrere end en bro. Men denne løsning vil medføre andre store udfordringer. 

For med en tunnel ville en del flere borgere opleve støjgener. Det nuværende antal støjbelastede helårsboliger ville nemlig stige med omtrent 100, mens det med en bro ville falde med over 1000.

Årsagen er, at tunnelen ville blive for stejl til, at et godstog ville kunne trække et tog op ad tunnelen. Derfor ville de larmende godstoge fortsat skulle føres gennem boligområderne i Vejle by, og flere boliger ville støjpåvirkes.

Tunnelforslaget vækker ikke begejstring hos Vejles borgmester. “Det er endnu mere komisk. Så ville godstogene køre ind gennem Vejle by og genere borgerne derinde, mens at alle passagertogene skal køre udenom Vejle by,” siger han.