En togbro over Vejle Fjord vil ikke skade naturen

Den værdifulde natur ved Vejle Fjord vil ikke lide skade, hvis der bliver bygget en togbro
FOTO: Anders Stubbe

Argumentet om naturødelæggelser er blevet brugt i debatten om en ny togbro over Vejle Fjord. Men sådanne udtalelser holder ikke stik, for ifølge eksperter vil en togbro ikke gøre skade på naturen.

Af Julie Toft og Anders Stubbe

Fra kysten ved Skovhave er der en smuk udsigt over vandet, der når spidsen af Holtser Hage på den modsatte side. Lyden af bølgerne, der skyller op mod stenene i vandkanten, smelter sammen med fuglekvidder fra trækronerne i den bagvedliggende skov.

Disse omgivelser kan risikere at stå overfor en markant visuel ændring, hvis planerne om en ny togbro over fjorden bliver en realitet. Der er dog ikke noget, der tyder på, at den 40 meter høje togbro vil gøre skade på områdets værdifulde natur, hvis man spørger eksperter og Danmarks Naturfredningsforening.

Modstanden mod en togbro over fjorden har været stor, siden projektet for første gang blev præsenteret som en del af den politiske aftale ‘Togfonden’ i 2013.

Som led i modstanden mod broen er der fra politisk side blevet sagt, at en togbro vil gøre massiv skade på områdets værdifulde natur, på trods af at eksperter vurderer det modsatte.

Togbroens oprindelse
I 2013 vedtog den daværende regering, bestående af S, RV og SF, en politisk aftale sammen med DF og EL. Denne blev døbt Togfonden DK.

Målet var at modernisere infrastrukturen og det danske jernbanenet, der på sigt skulle elektrificeres. Kun 1 time mellem DK’s største byer.

Som et led i planen for Togfonden blev en togforbindelse over Vejle Fjord planlagt. Den skulle forkorte rejsetiden med ni minutter.

Vil påvirke – men ikke ødelægge værdifuld natur

Etablering af togbroen vil påvirke en lang række beskyttede naturarealer og skov, der er omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Her lever en række værdifulde dyrearter. Strækningen vil også gå gennem et EU-beskyttet naturområde, et såkaldt Natura 2000 område. 

Linjeføring fra Trafik- og Byggestyrelsens forundersøgelse. FOTO: Vejdirektoratet, 2016

Lovgivningen siger, at hvis et projekt er vigtigt for samfundsudviklingen, må det lovligt anlægges på et beskyttet naturområde, så længe der tages de bedst mulige hensyn til naturens værdier.

I både 2013 og 2016 blev der lavet en VVM-redegørelse. Redegørelsen har til formål at vurdere togbroens virkninger på den omgivende natur. Den blev udarbejdet af Vejdirektoratet i samarbejde med eksterne natur -og miljøeksperter. 

Efter omfattende feltundersøgelser blev resultatet i 2016, at togbroen vil kunne bygges uden at gøre varig skade på den omkringliggende natur. 

At det modsatte alligevel fremgår af den politiske debat kan vække undren, for ifølge Bettina Nygaard, der er seniorrådgiver ved Institut for Bioscience hos Aarhus Universitet, bør man stole på VVM-redegørelsen og tage den med i sine politiske overvejelser.

“Man kan regne med VVM-redegørelsen og stole på, at det er den bedste faglige vurdering,” siger Bettina Nygaard. 

Arbejdet med VVM-redegørelser går ud på nøje at samle den viden, man har om naturens værdier i det konkrete område, fortæller hun. Man vil se på, hvor togbroen helt præcis skal placeres for at påvirke mindst værdifuld natur.

Det er vigtigt at skelne, når der tales om natur

Ifølge Bettina Nygaard er det vigtigt at være opmærksom på, hvad der menes, når man taler om natur i en offentlig debat. Natur skal forstås som biodiversitet og levesteder for dyr og planter. Taler man om landskab, friluftsliv eller smuk natur, er det en anden sag. 

Sagt med andre ord kan togbroen sagtens være skæmmende for landskabet uden at være skadelig for områdets værdifulde natur. 

“Det bliver meget ofte blandet sammen i en skønsom blanding,” siger Bettina Nygaard.

Kend forskel på begreberne
”Natur”
· Biodiversitet, levesteder for dyr og planter
”Landskab”
· Friluftsliv, smuk, udsigt, oplevelsesværdier

Naturen kan beskyttes, men ikke uden tiltag

Der er blevet udarbejdet fire forskellige forslag til måder at bygge en jernbaneforbindelse over fjorden, heriblandt en tunnel. Den vil kunne mindske banens påvirkning på landskabet, men den vil samtidig medføre et noget højere antal støjbelastede boliger, end bro løsningerne ville. 

Læs mere: Togbro vil medføre markant færre støjbelastede boliger

Hvis togbroen skal bygges, vil der dog blive behov for omfattende afværgende foranstaltninger for at passe på områdets natur. 

En afværgeforanstaltning er en måde, hvorpå man kan reetablere den del af naturen, der er blevet ødelagt, når man bygger. 

Hvis togbroen bygges, vil man blandt andet opføre ynglehegn til fugle og lave nye ynglevandhuller for stor vandsalamander, som er en af de arter, der lever i området. 

Visualisering af broens linjeføring igennem Munkebjerg Skov.
FOTO: Vejdirektoratet, 2016

Der er generelt meget biodiversitet, som ikke vil blive forstyrret af tekniske anlæg som togbroen, og sommetider kan forandringerne skabe gode livsbetingelser for nogle arter.

Man har rigtig god erfaring med afværgeforanstaltninger fra tidligere projekter, især med at nedlægge vandhuller og etablere nye, fortæller Bettina Nygaard.

“Man kan faktisk skabe noget, der er lige så godt eller endnu bedre, fordi mange padder godt kan lide de lysåbne og varme skrænter, der findes på nye vandhuller,” siger hun.

“Sådan er det med biodiversitet,” siger Bettina Nygaard “der er altid nogle, der bliver begunstiget af, at der bliver lavet en ændring.” 

Det gælder også om at beskytte de skove og træer, der fældes ved store anlægsprojekter. Der vil derfor anlægges et dobbelt så stort areal erstatningsskov ved at plante en masse nye træer. 

Danmarks Naturfredningsforening i begejstring over togbro

Hos Danmarks Naturfredningsforening i Vejle giver togbroen ikke anledning til bekymring for naturen. Faktisk ser de projektet som en rigtig god ide. Formanden for foreningen, Uffe Rømer, ser togbroen som en del af moderniseringen af det danske jernbanenet og dermed et skridt i den rigtige retning, både for klimaet og for samfundet. 

Han er ikke i tvivl om, at den erstatningsnatur, der efter planen skal udlægges, er tilstrækkelig for at beskytte det værdifulde dyre- og planteliv.

“Erfaringen fra de store trafikinvesteringer er, at de er ualmindeligt godt gennemarbejdet, og at der er taget seriøse hensyn til naturen,” siger Uffe Rømer.